Skip to main content

For at hjælpe mennesker i nød har FN’s Fødevareprogram (WFP) i løbet af det seneste årti øget brugen af kontantoverførsler sideløbende med fødevareudleveringer. I 2017 overførte WFP DKK 7,9 milliarder i kontantoverførsler, en øgning på DKK 5,3 milliarder fra 2016. Dette svarer til 30 procent af organisationens portefølje. Der hvor markeder er velfungerende og lokale forhold er gunstige, er kontantoverførsler et effektivt værktøj til at fremskynde udryddelsen af sult og nå FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling inden 2030. De mindsker omkostningerne i forbindelse med at levere fødevareassistance, og øger derved antallet af mennesker som kan hjælpes.

Kontantoverførsler er en del af en integreret løsning, der gør det muligt for WFP at nå hurtigere ud til mennesker som har brug for hjælp. De giver fleksibilitet og smidighed til traditionel assistance, så WFP hurtigt kan skifte fra kontanter til fødevarer og omvendt. Beslutningen om at vælge det ene frem for det andet, afhænger af den lokale kontekst. Disse overførsler kommer i forskellige former fra traditionelle pengesedler, bankoverførsler eller værdibeviser til mere innovative elektroniske platforme såsom chipkort eller mobilbetalinger. Ved at være på forkant med teknologiske udviklinger kan WFP anvende nye måder at yde assistance på. Med støtte fra dets Innovation Accelerator kan WFP nu bruge blockchain-teknologi til at yde kontant assistance til syriske flygtninge i flygtningelejren, Azraq, i Jordan.

Der er mange fordele ved kontantoverførsler – uanset hvilken form de kommer i. Anvendt i den rette kontekst giver de mennesker mulighed for at vælge hvad de vil spise, hvilket giver en mere varieret kost og forbedret ernæring. De kan forbedre adgangen til fødevarer og hjælpe med at reducere behovet for at ty til negative overlevelsesstrategier, såsom at sælge værdifulde produktionsaktiver for at kunne købe mad.

Desuden har kontantoverførsler vist sig at have en multiplikatoreffekt på den lokale økonomi. Ved at give mennesker mulighed for at købe fødevarer lokalt, hjælper de med at styrke lokale markeder, opfordrer småbønder til at producere mere og opbygger national kapacitet, selv i krisetider. Nylige undersøgelser har vist at for hver DKK 6 der gives i kontanter til en flygtning eller sårbar person, omsættes de til cirka DKK 12 i den lokale økonomi. Mellem 2012 og 2016 tilførte kontantoverførsler fra WFP omkring DKK 12,5 milliarder i de lokale økonomier i Tyrkiet, Libanon, Irak, Jordan, Egypten og Syrien som en del af reaktionen på katastrofen i Syrien.

Kontantoverførsler kan også integreres i bredere systemer for social beskyttelse og sikkerhedsnet. Særligt i lande hvor der ikke findes systemer for social beskyttelse – eller hvor disse er svage – kan WFP's kontantoverførselsprogrammer bidrage til at støtte deres etablering. Efter jordskælvet i 2016 i Ecuador var WFP’s akutte kontantprogram medvirkende til at styrke det nationale sikkerhedsnet.

14,3 millioner
mennesker hjulpet gennem kontantbaserede overførsler i 2016
DKK 7,9 milliarder
er den sum WFP har overført i kontanter i 2017
30 %
af WFP’s beholdning til fødevareassistance leveres nu i kontanter