Skip to main content

I slutningen af årtiet 2000 lavede FN's World Food Programme (WFP) en strategisk nytænkning og skiftede fra konceptet fødevarehjælp til fødevareassistance.

Selvom fødevarehjælp er en god og gennemprøvet model og en vigtig del i WFP’s historie, bygger den på en stort set ensrettet, topstyret vision: mennesker sulter; WFP giver dem mad. Derimod bygger fødevareassistance på en mere kompleks forståelse af menneskers langsigtede ernæringsbehov, og de forskellige tilgange der er nødvendige for at dække disse behov. Dette skift har de seneste år været kernen i WFP’s transformation. Selvom WFP stadig er verdens førende humanitære organisation, har organisationen udviklet sig til at kombinere katastrofehjælp med indsatser fokuseret på varige løsninger.

Dette skift handler om at erkende, at sult ikke opstår i et tomrum. Det betyder, at WFP skal bruge tid, ressourcer og indsatser på de mest sårbare i samfundet. Det indebærer ikke kun interventioner i katastrofesituationer, men også skræddersyede, flerårige støtteprogrammer, som er designet til at understøtte en hel nations ernæringsbehov. WFP afbalancerer det akutte behov for at afhjælpe sult lige nu og her, med det overordnede mål om at udrydde sult en gang for alle.

Fødevareassistance bliver således en del af mange politikker, der fremmer socialt velvære generelt. I overensstemmelse med FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling og især Verdensmål 2, Stop Sult, tager WFP hensyn til både kvaliteten og mængden af fødevarer, med særlig fokus på næringsindhold og sæsonvariation. Det er helt afgørende, at fødevareassistancen gør modtagerne til aktører: det giver dem en stemme, og hvor det er muligt, et valg om hvilke fødevarer de vil modtage og hvordan de vil modtage dem.

Dette sidste princip har fået en stadig større betydning. Og det er med til at forklare, hvorfor fødevaredistribution (den eneste type fødevarehjælp der var indtil midten af årtiet 2000) i løbet af det sidste årti delvist har veget pladsen til fordel for kontantoverførsler.

For WFP dækker begrebet "kontantoverførsler" over fysiske pengesedler, værdibeviser eller elektroniske midler, som modtagerne kan bruge direkte. Det – at give mennesker muligheden for at brødføde sig selv – er en langvarig proces: i begyndelsen af 2016 udgjorde kontantoverførsler stadig kun lidt over en fjerdedel af al bistand fra WFP. Men på grund af fordelene ved kontantoverførsler, som for eksempel fleksibilitet, effektivitet samt at modtagerne får et valg, bliver kontantoverførsler en vigtigere og vigtigere del af WFP’s kamp mod sult. Sandsynligvis vil både kontantoverførsler og fødevaredistribution være en del af WFP’s arbejde i en overskuelig fremtid, og WFP vil blive endnu bedre til at bruge dem enkeltvis,  skiftevis eller sammen, hvor det er mest optimalt i den givne situation.